My New Orleans, af Randle Roper

Jeg er indfødt New Orleans. Og jeg voksede op som en taber.

Nu kan det virke som en dramatisk udtalelse, men lad mig forklare. At blive født i det sydøstlige Louisiana kommer med et par livmoderstjente realiteter:

1. Du kommer til at spise ting, der lever i mudderet,
2. Du kommer til at samle plastikperler i episke tal, og
3. Du vil være Saints-fan fra det øjeblik, du springer ud

Afhængigt af hvor du kommer fra, tror du måske , at alle tre af disse ting er lig med at være en taber, men det er virkelig #3, der cementerer handlen. At være New Orleans Saints-fan er næsten uforklarligt. Deres udugelighed i 70’erne og 80’erne var virkelig overvældende, da de uge ud og uge ind kom tæt på sejren, for så at kollapse i de sidste minutter af hver kamp, ​​mens de gik fra banen med deres humrende hoveder holdt lavt i nederlaget. Søndag eftermiddag foran fjernsynet med min far, er det sted, hvor jeg lærte alle mine yndlings forbandelsesord (og de etymologiske pile har tjent mig godt som en brændende voksen). Som barn troede jeg dog bare, at tab var normen. Jeg kendte ikke nogen anden virkelighed.

Så i slutningen af ​​80’erne og begyndelsen af ​​90’erne begyndte tingene at ændre sig. De ulykkelige Saints begyndte faktisk at vinde. Ikke hver uge, men nok uger til, at de til sidst samlede en vindende sæson. Året var 1987, og Saints havde ENDELIG nået NFL-slutspillet (21 sæsoner inde i deres eksistens)! Det skift fra altid-taber til uventet-vinder var seismisk. Og det skete omtrent samtidig med, at jeg kom overens med min egen seksualitet. Det er rigtigt, jeg var en homoseksuel Saints-fan. Deres pludselige succes hjalp mig faktisk med at forlige mig med at være anderledes. Med at være homoseksuel. Med ikke længere at være en “taber”, noget jeg altid fejlagtigt havde sidestillet med at være homoseksuel. Min barndom var fyldt med spørgsmål efter spørgsmål om min seksualitet: Hvorfor kunne jeg ikke være som alle andre? Hvorfor skulle jeg være anderledes? Det var den ultimative selvskam, men det var dagens realitet.

På højden af ​​AIDS-krisen, på et tidspunkt, hvor det ikke var nær så let at komme ud, som det er i dag, så jeg det at være homoseksuel som en dødsdom. Ville jeg blive ramt af at gå ned ad gaden? Ville jeg blive smittet med hiv? Ethvert seksuelt møde var lidt som at spille russisk roulette. Ville det være tidspunktet, det skete? De mentale kvaler, jeg udsatte mig for, var lammende. Men på en eller anden måde fandt jeg mit lys. Hvor usandsynligt det end så ud til at være, var min forvandling blevet ansporet af tre på hinanden følgende vindersæsoner for Saints – mine anden-, junior- og seniorår på gymnasiet, de mest formative år i mit liv.

Kun dem fra New Orleans kan virkelig forstå kraften i denne metamorfose. Vi boede i en af ​​de mest fantastiske byer på planeten – en med den bedste mad, de venligste mennesker og de mest spændende gadefester – alligevel havde vi været tabere alle sammen. Nå ikke mere. Dette var en personlig genfødsel på alle tænkelige måder. Jeg var nu en vinder. En homoseksuel vinder. Og en homoseksuel vinder klar til at indtage verden!

Ved tilfældigheder, tilfældigt, måske endda gennem guddommelig indgriben (TBD), havde jeg rystet min frygt for at tabe fra midten til slutningen af ​​80’erne af for at begynde på den vej, der ville føre mig til, hvor jeg er i dag… en stolt homoseksuel Ny Orleanian, der elsker at dele det allerbedste af sin ikoniske vinderby med andre rejsende. Og her er et par af mine yndlingsting:

Min yndlingsrestaurant i det franske kvarter: Café Amelie
Når vejret er varmt, er der intet bedre sted at sidde et par timer end under de blinkende lys i gården ved Café Amelie. Rejer og gryn er en favoritret, og Amelies Sazerac er karakteristisk New Orleans.

Min favorit franske kvartersmad, der ikke er kreolsk (men virkelig er det, med et italiensk twist): Irenes
Atmosfæren hos Irene er trang, men dejlig, med levende jazzmusik, der genlyder gennem de mange små rum i denne lækre ikke-turistiske perle. Menuens højdepunkter inkluderer Soft-Shell Crab (når det er i sæson) og Meuniere Amandine (fisk toppet med jumbokrabbe og ristede mandler).

Min yndlingsbalkon i det franske kvarter: Café Lafitte i eksil
Folk, der ser på, er denne bars forte, og chancen for at stå på balkonen til den ældste kontinuerligt fungerende homoseksuelle bar i USA (siden 1933) er et besøg værd. Alle ender hos Lafitte på et tidspunkt i løbet af natten. Relativt billige drinks og deres stjernebalkon sørger for det.

Mine yndlings søde sager fra det franske kvarter: The Separator på Good Friends og Beignets på Café du Monde
Separatoren er en tyk lækker alkoholisk shake, der er den perfekte tonic efter et par runder for mange. Der er noget ved dens mælkeagtighed, der bare får dig til at føle dig bedre. Følg det op med nogle 03.00-beignets på Café du Monde, så er du klar!

Mine favorit Mardi Gras-parader: Endymion og Bacchus
Der er ingen bedre nætter med fastelavn end lørdagen og søndagen før den fede tirsdag. Lørdag aften slynger Krewe of Endymion sig fra hovedstadens St. Charles Ave. til centrums Canal Street. Flyderne er gigantiske, volden er uendelig, og festen er så god, som den kan blive. Det vil sige… indtil søndag aften, hvor Krewe fra Bacchus går på gaden og gør det hele større, bedre og lysere ad den samme rute.

HVIS DU IKKE HAR BESTILLET DE HOTESTE LGBT+ FERIE PÅ PLANETEN,
HVAD VENTER DU PÅ? TJEK DEM NEDENFOR!